Med virkning fra 1. januar 2024 har Dansk Erhverv overtaget sekretariats-betjeningen af Spilreklamenævnet. Sekretariatet har hidtil været hos HORESTA. Nævnet blev etableret i 2021, og opgaven bliver at konsolidere Spilreklamenævnet, herunder ikke mindst at udbrede kendskabet til nævnet og dets virksomhed.
Spilreklamenævnet skal være med til at sikre, at markedsføring af spil i Danmark sker med omtanke og på en ansvarlig måde samt sikre muligheden for hurtig klagebehandling og offentlighed om sagerne.
”Hidtil har der været ganske få klager til nævnet. Derfor er en væsentlig del af planen med skiftet til Dansk Erhverv, at der skal gennemføres digitale kampagner, og at arbejdet for at øge nævnets synlighed generelt opprioriteres. De første brede kampagner gennemføres i 2024 ,” siger Morten Rønde, adm. direktør i Spillebranchen.
Nævnets formål er at træffe beslutning om udtalelse i sager, hvor der klages over markedsføring af spil, og udtale kritik i sager, hvor spiludbydere markedsfører sig i strid med spilleindustriens vedtagne Adfærdskodeks. Nævnet ledes af en uafhængig formand, som er dommer, samt repræsentanter for spilleindustrien og for spilbrugernes interesser.
Nævnet er etableret og finansieret af Elite Gaming A/S, Dansk Automat Brancheforening, Dansk Kasinoforening, Danske Lotteri Spil A/S, Danske Spil A/S, Det Danske Klasselotteri A/S, Landbrugslotteriet, Royal Casino, Varelotteriet, Spillebranchen, CEGO A/S og Danske Licens Spil A/S.
Kontakt:
Lars Ramme Nielsen, branchedirektør, Dansk Erhverv
Lrn@danskerhverv.dk, tlf.: +45 3374 6087
Morten Rønde, adm. direktør, Spillebranchen
morten@spillebranchen.dk , tlf.: +45 2088 7210