Spiludbyder modtager kritik for direkte markedsføring rettet mod spiller tilmeldt ROFUS


Pressemeddelelse

Spilreklamenævnet har netop udtalt kritik i en sag, hvor der var klaget over, at der til klager var sendt tilbud om spil på SMS, som blev fulgt op af telefonisk henvendelse til klager på trods af, at klager havde ladet sig registrere i Spillemyndighedens register over frivilligt udelukkede spillere (ROFUS).

Indklagede havde oplyst, at der var tale om en fejl fra indklagedes side, og at indklagede havde indrapporteret hændelsen til Spillemyndigheden, som er tilsyns- og kontrolmyndighed for indklagede.

Spillemyndigheden valgte ifølge det oplyste at afslutte sagen på baggrund af de informationer, som indklagede havde fremsendt til Spillemyndigheden med en indskærpelse om fremadrettet at overholde spillelovgivningens regler om ikke at udsende markedsføring til ROFUS-registrerede spillere. Spillemyndigheden valgte på det foreliggende grundlag ikke at foretage sig yderligere i sagen.

Spilreklamenævnet fandt, at personer, der har ladet sig registrere i ROFUS, kan karakteriseres som tilhørende en sårbar målgruppe i relation til spil, jf. adfærdskodeksets pkt. 2, ligesom markedsføring af spil over for sådanne personer kan karakteriseres som opmuntring til spilleadfærd, der kan lede til finansiel, social eller emotionel skade, jf. kodeksets pkt. 8.3.

Herefter, og da indklagede ikke havde sikret, at der ikke blev taget markedsføringsmæssig kontakt til klager, der var registreret i ROFUS, fandt Spilreklamenævnet, at indklagedes markedsføring var i strid med pkt. 2 og pkt. 8.3 i adfærdskodekset for spilbranchen, og Nævnet udtalte på denne baggrund kritik, men tog i øvrigt – henset til at det pågældende markedsføringstiltag er ophørt – sagen til efterretning

Spilreklamenævnet fandt i øvrigt i tilknytning til sagen grund til indledningsvist at bemærke, at telefonisk henvendelse til spillere er en aggressiv form for markedsføring, som i det væsentligste er – eller burde være – ophørt i branchen.

Nævnets samlede udtalelse kan ses her.

Om Spilreklamenævnet

Spilreklamenævnet er et adfærdsregulerende nævn nedsat efter initiativ fra spilleindustrien. Nævnets formål er at træffe beslutning om udtalelse i sager, hvor der klages over markedsføring af spil i Danmark, og udtale kritik i sager, hvor spiludbydere markedsfører sig i strid med markedsføringslovens regler, spillovgivningens regler om markedsføring eller i strid med det adfærdskodeks om markedsføring, som spilleindustrien har vedtaget, og som en række spil-virksomheder har tiltrådt.

Nævnet består af en dommer som formand, 2 repræsentanter fra spilleindustrien samt 2 repræsentanter, som repræsenterer spil-brugerne.

Der kan findes yderligere information om Nævnet og dets virksomhed på Nævnets hjemmeside www.spilreklamenaevnet.dk.

©Copyright 2024 https://www.danskerhverv.dk/ - All Rights Reserved